Blommevej

Blommevej tilbyder individuelt tilpasset undervisning til elever med vidtgående indlæringsvanskeligheder og funktionsnedsættelser.

Målgruppe

Eleverne på Blommevej er karakteriseret ved at have vidtgående indlæringsvanskeligheder, mental retardering, kompleks komorbiditet samt autisme, hvilket påvirker elevernes funktionsniveau og evne til læring på det sproglige, kommunikative, motoriske, sensoriske, følelsesmæssige og/eller sociale område.

Elevernes forudsætninger og funktionsnedsættelser kan beskrives som indgribende og under et aldersvarende niveau. Flere elever har ikke noget talesprog og søger at kommunikere med alternative kommunikationsstrategier, fx tegn til tale eller øjenstyring.

En mindre gruppe af afdelingens elever har multiple funktionsnedsættelser, hvilket kan betyde, at de er kørestolsbrugere, har begrænset talesprog, behov for støtte til kommunikation, ernæring og personlig pleje.

Individuel tilrettelagt undervisning

Den daglige læring tilrettelægges med udgangspunkt i det enkelte barn/unge, hvor der sigtes mod at tilgodese barnets/den unges forudsætninger for at kunne indgå i læringssituationer og sociale sammenhænge. Dette betyder, at undervisningen ofte foregår i klassestørrelser og sammenhænge, som sigter mod at give eleven de bedste kompenserende rammer, så eleven kan udfolde sit læringspotentiale

Grundet elevernes forudsætninger og funktionsniveau arbejdes der i højere grad med dispensationsmulighederne i folkeskoleloven herunder fritagelse af fag. Der er kontinuerligt fokus på, om barnet/den unge udvikler sig i en retning, hvor der er større fagligt potentiale. Ud fra dette er der løbende fokus på at revurdere fritagelser fra fag.

Skulle der være elever, der har et større fagligt potentiale end afdelingen kan tilbyde undervisning i, så vil den enkelte elevsag blive vurderet med henblik på, at eleven tilbydes det specifikke fag. Dette drejer sig om konkret om fysik, da afdelingen på Blommevej ikke har et fysiklokale.

En del af vurderingen vil gå på, om eleven skal tilbydes undervisning på Borup Byvej eller et skift til afdelingen på Borup Byvej. På afdeling Blommevej tilbydes der i meget høj grad undervisning ud fra det udvidede undervisningsbegreb samt pædagogiske tilbud, hvor faget tages til barnet/den unge.

Alternative læringstilbud

Der tilbydes forskellige former for alternative undervisnings- og læringstilbud på Blommevej blandt andet følgende:

  • Udeskole
  • Køkken/kantine
  • Jobpiloterne
  • Praktikforløb
  • Dyreassisteret pædagogik

Det er afdelingens medarbejdere i samarbejde med ledelsen, der ud fra en konkret og faglig vurdering vurderer hvilke børn, der tilbydes hvilke læringstilbud. Grunden til dette er, at der kun er et vist antal pladser på de forskellige tilbud.