Afdelinger
Trekløverskolens målgruppe spænder bredt i forhold til forudsætninger og støttebehov, derfor er eleverne inddelt på tre afdelinger.
Overordnet målgruppe
Alle elever på Trekløverskolen har forudsætninger, der medfører et behov for en særligt tilrettelagt undervisning. Udgangspunktet for elevernes støttebehov er som oftest én eller flere af følgende tilstande:
- Kognitive udfordringer
- Autisme
- ADHD
- Psykiske problematikker/tilstødende lidelser
- Fysiske handicaps
- Kommunikationsvanskeligheder
Eleverne på Trekløverskolen er karakteriseret ved at have et funktionsniveau, som ligger under normalområdet. Elevernes diagnoser og/eller udfordringer er kendetegnet ved at være indgribende og afgørende for funktionsniveauet. Ud fra dette har eleverne brug for at få tilrettelagt undervisningen og den pædagogiske praksis ud fra specialpædagogiske tilgange og metoder for at kunne udfolde deres læringspotentiale på det personlige, faglige og sociale plan.
Eleverne kan have flere diagnoser samtidigt (komorbiditet). Dette er med til at gøre den enkelte elevs udfordringer mere komplekse, hvilket kalder på en højt specialiseret socialpædagogisk indsats.
Eleverne har ofte en ujævn udvikling både fagligt, socialt og personligt, hvilket kalder på, at indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i individets forudsætninger, behov og muligheder for udvikling og læring.
Trivsel, læring og udvikling i hverdagen
Trekløverskolens vigtigste opgave og mål er at skabe en hverdag, hvor alle elever trives, lærer og udvikler sig, deltager i glædesfyldt samvær og meningsfulde fællesskaber – hver dag. Alle elever på Trekløverskolen har brug for et trygt, troværdigt og glædesfyldt miljø, hvor deres individuelle behov bliver mødt. Dette sikres via et fælles fagligt fundament, tilpassede omgivelser og et stærkt samarbejde mellem skole, hjem og fagpersoner.
Det er derfor et helt centralt mål på Trekløverskolen, at alle elever i hverdagen skal opleve:
- At blive set på og lyttet til
- At have betydning
- At have meningsfyldt indhold
- Glæde
- At føle sig ligeværdige
- Retning i livet
- At have ansvar
- Selvstændighed
- Stolthed
- Kontrol over eget liv
Undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i folkeskoleloven og den tilhørende fagrække, dog med særlig hensyntagen til den enkelte elevs forudsætninger og funktionsniveau. I praksis betyder det, at der tænkes i et udvidet undervisningsbegreb, hvor faget tages til barnet/den unge.
Herudover er der forskel på Trekløverskolens tre afdelinger i forhold til i hvor høj grad, der arbejdes med dispensationsmulighederne i folkeskoleloven med fritagelser for fag. Der kan læses mere om de afdelingsspecifikke muligheder og begrænsninger her på siden under hver afdeling.
Elevgrupperne på skolens 3 afdelinger
Da Trekløverskolens målgruppe spænder bredt i forhold til forudsætninger og støttebehov, er eleverne inddelt på tre afdelinger med udgangspunkt i at fordele eleverne således, at afdelingerne som udgangspunkt arbejder med elever, der har sammenlignelige forudsætninger og funktionsniveau. Dette betyder i praksis, at der er en variation i de tre afdelingers målgrupper.
Læs mere om den enkelte afdeling nedenfor: